Uzbekistan, Samarkand.

13.05, 2015

Uzbekistan, Samarkand.
Så nåede vi Samarkand. Aften. Vinduet står åbent. Det er lunt som en sjælden dansk sommeraften. Vi kom sent, så jeg har endnu slet ikke noget indtryk af byen. 350.000 mennesker – altså på størrelse med Odense. I dag har vi kørt i bus stort set hele dagen. Fra Bukara over Shahrisabz  – Timur Links fødeby. Timur Link – 1305-1402 – er en national helt her i Usbekistan. Hædret som grundlægger af landet. En af denne verdens virkelig store forbrydere. Han underlagde sig et kæmperige – Iran, Irak, helt ned til Indien og en stor del af Centralasien og mere til med en nådesløs brutalitet. Det er selvfølgelig ikke muligt at vide hvor mange han slog ihjel, men en løst gæt er ca. 70 mio. mennesker. Dvs., mere end Hitler og Stalin tilsammen. At Usbekistan ophøjer ham til national helt svarer til at man om 500 år vil hædre Hitler eller Stalin som store statsmænd. Statuerne et store og flotte.

Vi boede 3 dage i Bukara. En charmerende by med historiske bygningsværker af en skønhed så man næppe tror det hvis man ikke har set det. Og så gamle de er. Jeg føler lidt af historiens vingesus når jeg står ved foden af et 35 meter højt tårn som også Djengis Khan – 1167 – 1227 – har stået under. Også han var en voldsom tyran som har millioner af liv på sin samvittighed. Så denne region har en voldsom og spændende historie. Vi har set mange moskeer og andre bygningsværker bygget før vi nogensinde kunne lægge et bindingsværkstag. Det er i det hele taget meget berigende at lære om den del af verdenshistorien der udspillet sig i Centralasien. Såvel om alle de barbariske tyranner som Silkevejen og hvad den har betydet for handel og udveksling af viden og ideer fra Beijing til Konstantinopel. Jeg er vildt misundelig på Marco Polo og hans far for det, de oplevede da de rejste ad Silkevejen fra Venedig til Kina. Faderen og hans bror startede i 1260 og tilbragte bl.a. 3 år her i Samarkand. Marco Polo fulgte efter nogle år senere. De har da vist fået en på opleveren.

Allerede nu har vi oplevet så meget og set så meget at det ikke er til at forstå at vi kun har været her i 4 dage

Usbekistans er anderledes end jeg havde troet. Her er forholdsvist veludviklet, moderne. Jeg ved egentlig ikke hvad jeg havde forestillet mig – måske et eller andet vildt mongolsk lige som Mongoliet. Sådan er det slet ikke. I Usbekistans er der f. eks. såvel en bilfabrik som en flyvemaskinefabrik. De producerer masser af naturgas og deres vigtigste afgrøde er bomuld.

Menneskene er en blanding af alle mulige folkeslag. Flest med mongolske træk, men der er også rigtig mange der ligner os andre, dvs. med noget russisk i årerne – f.eks. er vores lokale guide Arnold tatar med usbekisk pas. Han er uddannet guide og taler tatar, usbekisk, russisk, engelsk og spansk. Fin fyr i midten af 30’erne og starter altid med ”my dear friends”. Menneskene er søde og imødekommende. Der er rigtig mange der gerne vil fotograferes med sådan nogle sjove udlændinge som os, så vi stiller villigt op. Det er der kommet noget sjove billeder ud af. Især de unge er interesserede og vil gerne afprøve deres engelsk. Det er nu 1. udenlandske sprog de lærer i skolen. Før var det russisk.

Deres penge er noget for sig. De bruger stort set kun 1000 Sum sedler. Det svarer til 2,5 kr. Så da vi den første dag vekslede 50 $ fik vi 115.000 Sum. Et kæmpe seddelbundt. Det er ikke fordi vi behøver bruge så mange penge. Alt er stort set betalt – overnatning, transport, entreer, drikkepenge. Det eneste vi betaler er drikkevarer til måltiderne. Øl koster ca 20 kr. for en halv liter. Go øl. Men det er alt det fantastiske håndværk der koster. Der er de mest fantastiske tørklæder, broderede stykker tøj, tæpper så smukke som jeg aldrig har set det, keramik, malerier. Ikke fordi det er så dyrt, men alligevel så koster noget af det smukke og håndlavede let 100-150 $. Beskedent når man tænker på hvor lang tid de har været om at lave det. De handlende vil selvfølgelig gerne sælge men de er ikke aggressive som de f.eks. var i Ægypten.

Turen startede I Riga. Vi fik frokost og derefter en byrundtur med en meget engageret guide. Vi fik et glimrende indtryk af byen og dens historie – nyt for mig At den har spillet sådan en stor rolle i det baltiske område og i Sovjetunionen. En af deltagerne havde rejst og arbejdet i Letland og kunne fortælle meget spændende om deres nyere historie.

Så fløj vi hele natten og var derfor noget trætte da vi landfede tidligt om morgenen i Tasjkent, hovedstaden i Usbekistan. At komme igennem pas og tolds var noget af et mareridt og tog 2 timer. Vi var på en rundtur og fik et første indtryk af byen og landet. Vejret var dejligt varmt. Sent om eftermiddagen fløj vi videre til Bukara og her startede vi så med at se alle de fantastiske bygningsværker.

Det er noget anderledes at rejse i en gruppe. Jeg er vant til selv at skulle tage alle beslutninger. Her er alt arrangeret. Der er intet at tage stilling til. Bussen holder foran døren om morgenen. Det er planlagt hvad vi skal se, hvor vi skal spise såvel frokost som middag og det er besluttet hvad vi skal spise. Hotellet er bestilt og det er end ikke nødvendigt at betale drikkepenge, det er der også sørget for. Skal vi veksle penge, så går vi hen til Arnold vores guide, stikker ham 50 € og får udlevet et tykt bundt sedler. Vi har tjekket kursen, han snyder ikke.
Vi har endnu en guide – Gert. Han har været med os hele vejen fra DK og vil følge os hele vejen. Så der er sørget godt for os. Det kan være lidt svært ind imellem og jeg kan ikke helt undgå at føle det som en skoleklasse på udflugt. Men sådan må det være. Og det er også godt for en gang skyld ikke selv at skulle tage alle beslutninger.
De øvrige i gruppen er rare mennesker. Alle er taget med på en grupperejse og er derfor også indstillet på at snakke med hinanden. Selvfølgelig er der nogen man snakker mere med end andre, men heldigvis er der ikke nogen der skal være gruppens morsomme mand – det sku da lige være mig – eller den kloge eller den omsorgsfulde. Aldersmæssigt ligger gennemsnittet sandsynligvis over 60. De fleste er nok pensionerede, men vi er da nogen der stadige er på arbejdsmarkedet.

Onsdag.
Så har vi set lidt af Samarkand. Vi startede med at besøge den store forbryder Timur Links mausoleum fra ca. 1405. Som man kunne forvente, så var det overdådigt, både i størrelse og i udsmykning. Desværre kan jeg ikke sende billeder med, de er for store, så I må vente med at se dem til jeg kommer hjem, men som det er med billeder, så kan de kun gengive en afglans af hvordan det virkelig ser ud.
Usbekerne har gjort virkelig meget for at restaurere alle deres historiske mindesmærker og de er sluppet utroligt godt fra det. Restaureringen startede under sovjettiden og er fortsat efter deres selvstændighed i 1991.

Usbekistan er et diktatur. I Tasjkent så vi ret meget politi, f.eks. ved metroen. Men hverken i Bukara eller her i Samarkand er de særlig synlige, men de er der. Det er Karimov der er præsident og han styrer landet sammen med familie og venner. Men vi ser kun – og får kun fremvist – det officielle billede. –som f.eks. i forgårs hvor vi besøgte sufiernes helligdom udenfor Bukara. Vi så ret mange kvinder der gjorde rent. Det foregik med håndkraft nede på knæene. End ikke en gulvskrubbe brugte de. Guiden kommenterede det ikke. Vi spurgte ham og han svarede at sådan gjorde man bare. Bagefter gik jeg hen til ham og spurgte om det virkelig kunne passe, at de var ansat til det eller det måske var et eller andet religiøst. Nej, det var noget de gjorde frivilligt fra tid til anden, sagde han. ”De er udskrevet til det, det ved du godt”. ”Hvis du kender svaret hvorfor spørger du så” sagde han afvisende. Senere gik jeg hen til ham og undskyldte. Selvfølgelig sku jeg ikke spørge om noget jeg godt kendte svaret på. Han smilede, gav hånd og sagde at det var ok. Og så indrømmede han at de var tvunget til det. Præsidenten skulle komme på besøg om en uges tid og så skulle alle udendørs arealer skulle skures med håndkraft af de omkringboende kvinder. Han sagde at han skammende sig når han så det, men hvad kunne han gøre ved det?

Jeg håber I har fået et indtryk af hvad der kan opleves her i Centralasien. Ellers må I komme og se for jer selv. Det er bare for fedt J.