I aften synger de

Sydafrika i begyndelsen af 70’erne. Apartheid fungerer effektivt. De hvide har magten. Nelson Mandela er livsvarigt fængslet på Robben Island.

John, en ung eventyrlysten dansker, rejser ned gennem Afrika og oplever kontinentets sociale og politiske virkelighed. Han møder den væbnede frihedskamp i Angola i en flygtningelejr, og det bliver et vendepunkt, både på rejsen og i hans liv.

Kort før han når Cape Town, møder han Nina, en nyuddannet tandlæge fra en velstående engelsktalende farmerfamilie. Hun har haft en privilegeret opvækst, og alle forventer, at hun nu gifter sig med sin overklassekæreste og stifter familie. Eller er der et andet liv? Sammen med John rejser hun rundt i Sydafrika og møder en virkelighed, hun aldrig før har kendt.

Mens deres forelskelse udvikler sig, vokser deres sociale engagement i solidaritet med dem, der kæmper imod apartheid. Da John opdager, at også et dansk firma profiterer på udnyttelsen af sorte arbejdere, går han til pressen. Det gør man ikke ustraffet i politistaten Sydafrika.