Cape town

 Lørdag d. 12. april. 2014
Ankom sent om natten. Boris stod som aftalt og ventede. Kørte mig gennem den nattestille Tbilisi. ”Hjemme” var Marina, værtinden, stået op for at modtage mig. Et meget ydmygt sted, men ok. Sov længe og efter morgenmad, brød, yoghurt, marmelade, te, gik jeg – som altid – lidt frygtsomt ud i byen. Marina Havde vist mig på et kort hvor jeg skulle gå hen, men gik sgu alligevel forkert. Gik så tilbage og skiftede tøj, havde slet ikke klædt mig på til sommer, så jeg svedte godt og grundigt.
Og det er sommer, om end tidligt. Behageligt varmt – lige omkring 20 grader. På vej til den gamle by kom jeg forbi en kirke. Udenfor sad en lang række af mennesker, som solgte små bundte af grene til de troende. Jeg gik indenfor og overværede det meste af en gudstjeneste. Jeg spurgte en af peræsterne om jeg måtte fotografere, Det var ok, så jeg tog en del billeder. Meget ulig den danske. Ingen stole, intet alter, ingen salmesang, men et kvindekor. Overpræsten i guldkappe og en stor guldkalot gik rundt i den lille kirke blandt de troende og ringlede med en klokke og alle bøjede sig i ydmyghed og slog korsets tegn for sig. Et par af hjælpepræsterne læste lange passager op fra hvad jeg tror, var Biblen. De allerfleste troende var kvinder og det faste ritual når man kom ind i kirken var at gå hen til et billede af Jesus og kysse det og slå korsets tegn. Det er en underlig fornemmelse at være fremmed, faktisk følte jeg mig usynlig. Der var ingen der kiggede på mig. Jeg er helt sikker på de registrerede mig, men det var som om de så lige igennem mig.
Jeg gik ind mod den gamle bydel. Jeg var tørstig og tænkte at jeg snart stødte på en fortovscafe, men det gjorde jeg ikke. Så jeg måtte købe en flaske vand i en af de mange små købmandsbutikker, der ligger over det hele.
I den gamle bydel ligger der et meget stort marked, dvs. de handlende har stillet deres boder op i en gade eller blot lagt det på et stykke stof på fortovet. Det meste af det var bras, meget lig det man finder på alle andre loppemarkeder. Der var også et meget stort område med kunst i alle afskygninger. Og så fandt jeg endelig min udendørs cafe. Og kunne få mig et dejligt koldt krus fadøl. Meget mærkværdigt at der var så få steder og det her var bestemt ikke overrendt. Der sad en 6-7 mænd ved et bord og rov-drak rødvin, som de købte i en stor dunk. På russisk maner spiste de lidt pølse og saltagurker til.  Ellers var der kun et par hollændere og så mig. Og det kan ikke være priserne, der afholdt folk fra at sætte sig ned. En stor fadøl for 2 af deres penge, Lari – forkortet GEL – det svarer til 6,5 kr. Fandt et enormt lokalt sted at spise, grilled lammekød, tomatsovs, brød og stegte kartofler og en halv liter rødvin for 60 kr. På vej hjem gik jeg lige forbi en barber og blev barberet. 15 kr. en lørdag aften kl. 10. Lukkelov? Det er en by i Danmark.

Søndag.                                                                                                                                       
Træt efter at have gået langt i går. Fik et metrokort af værtinden som der kunne fyldes penge på. Det gjorde jeg i den nærmeste Metro-station, som ikke var helt let at finde. Ingen store skilte eller sådan noget som jeg er vant til fra Dk eller andre storbyer. 2 kr. for en tur i Metroen. Sådan skal det være, billig offentlig transport. Taxi’er er heller ikke dyre. Man kommer langt for 10-121 kr. Ingen taxametre, man aftaler prisen på forhånd. Og det vrimler med dem overalt. Efter at have gået rundt i centrum et par timer sammen med de gode Tbilisi-borgere, der også var ude at gå søndagstur og nyde det gode vejr endte jeg på min udendørs cafe og et krus øl. Jeg havde løst i Lonely Planet om et godt spisested og fik et par venlige unge mennesker ved nabobordet til at vise mig på et kort hvor det var. Det kunne jeg så vise til taxachaufføren, der måtte konferere med et par andre for at finde ud af hvordan han skulle finde derhen. Men derhen kom vi og igen for 10 kr. Et helt nyt sted i byen. Gik lidt rundt og en taxachauffør spurgte om jeg havde brug for en tur. Det havde jeg ikke og så spurgte han hvor jeg kom fra. Det viste sig at han var god til tysk, så vi snakkede lidt tysk. Jeg spurgte ham om han kendte et godt spisested. Ja mon dog ikke. Du skal have den georgiske nationalspise, khikali. Vi kører derhen, og nej du skal ikke betale. Så kørte vi rundt og rundt og jeg anede ikke hvor vi var. Stoppede og han viste vej forbi nogle lettere forfaldne bygninger, ind gennem en ligeså forfalden dør og jeg tænkte hvad er det her for et sted, og har han taget mig herhen for at flå mig for mine penge. Han var en velbygget mand, langt min overmand, men er man bange for de lokale, så skal man blive hjemme – på sit hotel eller helt hjemme. Og der var selvfølgelig ingen grund til at være bange. _Det var en enormt lokal restaurant. Ikke mange borde, lidt skramlet sted, men en meget sød, ung tjener, som han bestilte hos. Jeg fik min sædvanlige halve liter udmærket rødvin, men han ville ikke have noget. Han skulle køre. End ikke vand. Mens vi ventede på maden, fik jeg hans historie. Han havde været i Tyskland på landbrugsudveksling helt legalt, var taget tilbage til Georgien, og så igen til Tyskland illegalt og arbejdet på en gård. 12 timer 6 dage om ugen, kost og logi og en elendig løn. Det var ok, sagde han. Man kunne godt spare op. Det endte med at han blev smidt på en flyver tilbage til Georgien, tilbage til Tyskland igen og til sidst tog han selv hjem. Nu kørte han taxi her i Tbilisi. Han hev et kort frem og viste mig de ture han kunne tilbyde. 300 kr. for en hel dag i taxi og så fik man en god tur op i bjergene og til Stalins fødested oven i købet.
Maden kom og det viste sig at være indbagt farskød, det kineserne kalder dumplings. Han havde kun bestilt 15. Det regnede han med ville være nok, ellers kunne vi bare bestille nogle flere. Han nærmest kastrede sig over dem. Det var for ham en virkelig delikatesse. Ingenting til, bare de her dumplings. De smagte udmærket, meget krydrede. Jeg tog af al de udvendige melklister af og spiste for det meste kødet. Han sagde at det her sted lavede de bedste i hele byen.
Jeg betalte selvfølgelig for det hele. Billigt. De kostede et par kroner stykket og så kørte han mig hen til et sted hvor jeg havde fået at vide at man kunne ryge sig en vandpibe.  Et helt nyt sted, jeg anede ikke hvor jeg var havnet. Han ville ikke have penge for turen, men det fik han nu alligevel.
Det var et lortested, dyrt selv efter lokale forhold, så da jeg ikke gad vente længere, gik jeg igen og lidt rundt. Det var surrealistisk. At gå rundt i en by uden at ane hvor jeg var. Masser af mennesker, og pludselig kom jeg til en stor smuk plads. Mange mennesker rundt omkring mig, oplyste huse, restauranter. Det er det tætteste jeg vist nogensinde har oplevet det der med at føle sig som i en drøm selv om man er vågen. Gik videre ned mod floden. En stor scene med to unge konferenciers. Jeg spugte hvad der var på scenen og det viste sig at være udtagelseskonkurrence til Det europæiske melodi Grand Pris. Og så var der en sløjfe tilbage til Danmark. Jeg fulgte med strømmen væk fra scenen og endte med at tage en taxi tilbage til den metrostation, jeg var startet fra om eftermiddagen.

Cape Town, 3. marts 2016.
Kære Alle.
Så er der kun 5 dage til jeg vender snuden hjemad.
Her er stadig formidabelt. Jeg har gået lidt og tænkt over om jeg monstro ikke kunne stramme skruen og spare sammen til et par kolde vintermåneder hernede i solen, varmen i stedet for mørke, kolde vintermorgener i DK. Jeg vil arbejde på det og lave noget fundraising når jeg kommer hjem.  Bare vent!! Fra nu af koster det KASSEN at få det her rejsebrev. Tak forøvrigt til alle dem, der syntes det var umagen værd sende et svar. Som skrevet, så er en mail i indbakken bedre end et hul i cykelslangen.
Jeg kommer en del rundt i byen. Herfra hvor jeg bor, vel 5 – 6 kilometer fra centrum, er der to muligheder.
Den ene er MiCiti busserne. Der 4 linjer herfra til centrum. Det er forholdsvis små busser med kun en ind-udgang. Alle kører på rejsekort. Det er umuligt at købe en billet i busserne. Sådan ligesom rejsekortet, bare helt konsekvent.  Ved Ind/udgangen er der så to automater, en hvor man stempler når man står på, og så en – surprice – hvor man holder kortet op når man skal ud. Man skulle tro det ville give nogle problemer med kun en ind/udgang, men det går forbavsende godt, ingen problemer. Folk er hensynsfulde og gir plads til hinanden, så alle kommer på og alle kommer af. Sådan en bustur koster vel ca. 10 Rand, 4,5 kr. De her busser bruges både af sorte og hvide. Henk havde et rejsekort parat til mig med så meget på, så jeg kunne starte på det.
En af fordelen ved konsekvent kun at bruge et kort er at der er ingen muligheder for at snyde. Ingen kan komme omborde på bussen uden at man holder sit kort hen til registreringen. Alle betaler og derfor er der heller ingen kontrol eller trusler om bøder.
Så er der den anden mulighed, og det er de sortes busser.  Altså negernes. De bruges næsten udelukkende sorte, og så få hvide som mig. Forleden dag kom der sørme to danske kvinder ombord. De havde noget praktik på deres pædagoguddannelse, som de gjorde færdig her i Cape Town. Ja, man undres, men sådan er det alligevel. Måske nogen husker, den unge pædagogstuderende, som var i praktisk i New York, og som blev anklaget for pædofili? Nå, sådan var det ikke med de her to studerende, men alligevel.
Jo ældre jeg bliver og jo mere jeg rejser, jo gladere bliver jeg for Danmark og det samfund jeg lever i. Det er formidabelt at danske pædagog studerende kan få deres praktisk i USA eller Cape Town og få lov til at tage deres SU med. Det er formidabelt at jeg som pensionist kan rejse den halve klode rundt og føre mig frem som en af de rige, jeg slet ikke har lyst til at identificere mig med, men som jeg er. Jeg er sikker på  at vi nok skal klare det, også med de mange flygtninge, der kommer til Danmark. Jeg mener – så længe der er nogen der kan lænse skat for nogen der ligner 10 mia kr. uden nogen stort set løfter et øjenbryn, lidt polemik i aviserne, bevars, men slet ingen, hverken politikere eller embedsmænd, der bliver stillet til ansvar, så er vi så rige, at det nok skal gå.
De ”afrikanske” busser er minibusser med plads til vel 15 passagerer. De kommer kørende ind mod byen/ud af byen konstant. Der er en chauffør og så en hjælper, der hænger med hovedet ud af vinduet og pifter og råber Sea Point! Sea Point! for at få kunder i bilen. Man sætter sig så ind, og bilen kører videre. Sådan en tur koster 7 Rand eller ca. 3 kr. Så vandrer pengene fra hånd til hånd til hjælperen, og byttepenge tilbage igen. Virker upåklageligt og giver en følelse af at være i Afrika (igen). Men det var selvfølelig en overvindelse første gang. Tænk, så mange sorte mennesker sammen på et sted!
I går var der så endnu en oplevelse. Forude holder en blinkende politibil. Bussen stopper, alle ud. Hjælperen giver en kvinde nogle penge, så vi kan tage den næste bus. Hun forklarer at den bussen vi kørte med, ikke havde tilladelse til at køre.  Vi stod i lang tid og ventede, men der kom ingen bus. Vi endte med at tage en taxi.
Ellers er her mestendels hvide. Hvide i butikkerne, i restauranterne; næsten hver dag går jeg op på hovedgaden og sætter mig på sådan et sundhedssted, som mest er besøgt af sådan nogle sundhedsfreaks, unge kvinder, I ved, og så selvfølgelig også nogle mænd, men vi er nogle stykker, der kommer her mest for at gå på deres gratis net. Man køber noget eller tager blot et glas gratis vand.
Her, som andre steder i området, er der en del par. Jeg havde ikke tænkt over det før Henk gjorde mig opmærksom på det. To-tre kvinder sammen og to mænd sammen. Henk siger her er mange homo’er, såvel af den ene som det andet køn. En aften jeg sad på mit favorit aften-øl-gin-og-tonic sted, Mamma Tembo, gik der en sort forbi og se om han ikke blinkede til mig. Så har man oplevet det med – en flirtende, sort bøsse. For øvrigt en nydelig mand.
Der er faktisk kun et sted, hvor der kun er sorte, og det er et værtshus, hvor der altid er gang i den. Henk siger at man sagtens kan gå derind. Øllerne er billige, men så langt er jeg endnu ikke kommet i mit integrationsprojekt. Inde i byen er der masser af steder, både Wimpy, McDonald, Kentucky Fried Chicken og hvad der eller er af multinationale kæder. Der er også cafeer og restauranter, men midt i det hele, ganske centralt, så ligger der alligevel sådan en hybrid. Her er mestendels sorte og farvede, men også hvide. Men det er nok fordi øllet er billigt og maden ligeså. En stor øl, 3/4 liter koster 18 Rand i happy hour = ca. 10 kr., så kan vi alle være med. Ja, undskyld Lars Emil. Jeg skal nok lade være med at prise den billige spiritus, men det er svært, når det er varmt og det er dejligt med en kold øl sidst på dagen efter megen gåen rundt i byen.
Men det er altså blevet mit ”vandingssted” Der er så mange måder at rejse på, og der er ingen rigtige. De forskellige måder giver forskellige oplevelser. Når jeg sidder på mit ”vandingssted” flere dage i træk, så oplever jeg hvad der sker lige på netop det sted. Lige ved siden af hvor jeg sidder er der en gågade, St. Georges Mall (den kan sikkert googles). Her er det midt på gaden stillet boder op. Boder er måske ikke den rigtige betegnelse for de stader, hvor de sælger alt muligt afrikansk til turisterne eller hvem der nu køber. Det er tøj i afrikansk mønster, det er håndskårne figurer, smykker, skind, og hvad man ellers kan tænke sig af folkloristisk. Der er meget  crap, men også meget godt. Jeg har endnu ikke købt noget.
Men alle disse stader skal hver dag  pakkes sammen, alle varerne ned i kasser og stilles et sted for natten indtil de næste dag skal den anden vej. Et stort arbejde. Der er rigtig mange boder og jeg har svært ved at forstå, at de alle kan tjene penge, men det kan de åbenbart.
Men når jeg så sidder på mit ”vandingssted” sidst på eftermiddagen, så kan jeg se den samme mand komme med et af forretningsstederne pakket ned i store kasser. Jeg er helt sikker på, at han kun er hyret ind til at slæbe stålrørerne til ”butikken”, kasserne med varer og alt det andet. Så  hver dag ser jeg ham knokle med alt det tunge grej sidst på eftermiddagen. Alle staderne lukker ned sidst på eftermiddagen. Centrum tømmes ved 5-6 tiden. Så lukker forretningerne, restauranter og efter kl. 20 er der stort set uddødt i centrum af byen. Der bor ingen mennesker i centrum. Vi bor alle andre steder, så det er underligt at se centrum efter 19. Ingenting.
Så derfor holder jeg agf at sidde det samme sted. Hvad enten det er mit gadekryds i Berlin eller det er her i Cape Town. Man oplever noget man ellers ikke ville.

Jeg tror jeg skrev noget om det i mit første brev; Sydafrika er godt nok forandret, men der er også noget, der er som i ”de gode gamle dage”, dengang en hvid var en hvid og en sort en bantu.
Forleden dag var jeg på District 6 museet. Distrikt 6 var et område, der indtil midten af 60’erne var beboet af alle mulige forskellige mennesker, farvede, hvide, sorte, men så gennemførte regeringen en lov om hvem, der skulle bo i hvilke områder. Derfor kunne de erklære Distrikt 6 for et hvidt område. Så alle beboerne, hvilken befolkningsgruppe de end tilhørte, blev forflyttet til områder længere væk fra centrum og alle husene blev jævnet med jorden.
Efter flertalsstyret i 1994 så er sådan nogle områder igen blevet sat på dagsordenen. Selvfølgelig kan man ikke genskabe området, som det var, men man anerkender nu de tidligere beboeres krav på deres huse, så de bliver kompenseret, og man er begyndt at opføre nye bebyggelser, så man genetablerer området.
Men den lov parlamentet dengang vedtog, var meget vidtrækkende og den har effekt endnu i dag. Det er derfor jeg kun ser hvide her omkring, hvor jeg bor. Sydafrika er stadig delt op i hvide området og sorte områder. Retfærdigvis skal man sige, at der nu selvfølgeligt er muligt for alle at købe de huse, man har lyst til, hvis man altså  penge nok.

Pudsigt. Jeg havde besluttet at sætte mig på en restaurant med udsigt over Atlanterhavet og nyde solnedgangen. En ret populær restaurant. Der var simpelthen ikke plads, så jeg kunne nyde udsigten, så receptionisten bad mig vente. Mens jeg ventede og så på de mennesker, der sad der, og dem der kom, blev jeg pludselig sådan led ved stedet. Alle disse rige mennesker, som så ud til at nyde deres liv; jeg havde slet ikke lyst til at være der. Så jeg gik over på den modsatte side af vejen, hvor der er en masse borde, bænke og små udsalg af is og sodavand og pandekager og andet, kort sagt, det er to vidt forskellige klienteller, dem fra restauranten og dem, der var der. Der var en masse mennesker samlet, så nysgerrig som jeg er, gik jeg derhen. Jeg opfattede først ikke hvad det var for noget, måske et eller andet religiøst. Nogle snakkede meget højt og vredt. Jeg spurgte en ung pige, som stod ved siden af mig, og hun forklarede, at de var så ophidsede, fordi man nu var i gang med at flytte de sorte og farvede, der boede i området, ud derfra til de townships, der ligger et godt stykke fra Cape Town. Jeg troede ikke der boede andre end hvide her. Jo, forklarede hun. Der bor faktisk en del andre også. De bor måske i deres herskabs ”Staffquarters” eller et eller andet sted, som de har kunnet finde, så de ikke behøver at tage hele den lange vej frem og tilbage til et township, når de nu arbejder i Sea Point. Jamen smider deres arbejdsgivere dem så ud. Ja, det gjorde de. Jamen hvad så hvis de sagde op. Det gør de ikke. Og hvis de gjorde, så fandt de bare nogle andre. Der var nok der gerne ville have arbejdet og måske ville de endda være billigere.
Jeg så ikke længselsfuldt over på luksusrestauranten. Jeg kan godt forstå, de var ophidsede. De gav alle udtryk for, at det her var en overtrædelse af deres rettigheder. Apartheid trækker lange, mørke spor efter sig.
De enedes så om at mødes en gang om ugen. Torsdag kl. 18.30, så der er jeg næste torsdag for at høre hvad der sker.
Så gik jeg hen til Mama Tempo, som jeg plejer. Der føler jeg mig mere hjemme.
Efter District 6 museet gik jeg en tur i en vidunderlig park, der ligger lige midt i byen. Store, ukendte, høje træer, buske, palmer, skyggefulde græsplæner, bænke og i midten en botanisk have. Jeg er sikker på at træerne her snakker dybt filosofisk med hinanden. Egern hoppede rundt og ledte efter noget at spise. Midt i det hele lå en restaurant, hvor jeg i ro kunne sidde og nyde en kold eftermiddags øl.
Aftensmad. Der er rigtig mange muligheder her i Sea Point. Forleden dag spiste jeg på en kinesisk og fik Peking and. Det var en himmerigs mundfuld. Tjeneren kom rullende med den halve and hen til bordet. Han nærmest undskyldte at den var så dyr – 140 Rand, ca. 60 kr. – men det var fordi den skulle forberedes 24 timer i forvejen. Den skulle smøres overalt med honning og jeg-ved-ikke-hvad.
Han begyndte at skære den ud. Ikke som vi er vant til med et lårben og en vinge og et bryststykke, men i små bidder. Man tager så nogle af de små stykker og pakker dem ind i en lille bitte pandekage, kommer lidt fintskåret porre ved og lidt sød sovs hen over, og så spiser man det. De små bidder er selvfølgelig fordi man skal kunne spise dem med pinde. Det gjorde jeg så ikke. Jeg kunne ikke spise det hele og fik resten med hjem. Jeg havde mad til to dage når jeg suplerede med lidt kartoffelsalat.
Ellers er de helt vilde med burgere her på egnen. Stort set alle, undtagen kineseren og koreaneren, har burger på menuen. De er sædvanligvis lækre og man kan få dem i alle varianter med/uden ”sideorder”, dvs. fritter, salat eller hvad man ellers har lyst til. Sjældent over en 50’er. Der er faktisk kun et sted, hvor jeg, med en vis skadefryd i tasterne, kan se at det ikke går så godt for burgeren, og det er hos McDonald. De efterhånden mange gange jeg er gået fordi – de har åbent 24/7 – har der næsten været tomt og deres fem små motorcykler til udbringning, står opmarcheret udenfor.
Jeg læser meget om Sydafrika. Den første dag jeg var her, kørte jeg til Waterfront. Se billeder her, http://www.rejseavisen.dk/sydafrika-waterfront-i-cape-town
Det er et gammelt havneanlæg, der nu er blevet til et stort indkøbs og restaurant område. Det er virkelig stort med alle de butikker, man kan ønske sig og med alle de restauranter, der der brug for. Et indkøbecenter, der kunne have ligget et hvilket som helst sted iEuropa eller USA eller Kina eller jeg ved ikke hvor.
Nu er det selvfølgelig sommer, så der er mange turister, men jeg tror at selv udenfor turistsæsonen er der mange af de lokale som kommer her og køber og spiser. Men her fandt jeg så en boghandel og gik noget amok. Købte bøger om den politiske udvikling i Sydafrika, om racer, om Sandheds og Genforenings kommissionen. Alt sammen både opløftende og nedslående læsning.
En af grundende til at Sydafrika står som en eksempel for alverden og at Mandela og De Klerk fik Nobelprisen er, at det er lykkedes at få en overgang fra det racistiske apartheid styre til en demokratisk samfund uden den vold som mange, inklusive mig selv, havde frygtet, var at der blev oprettet en Forsonings og Sandhedskommission. I den aftale der blev udarbejdet for at man kunne komme fra diktaturet til et samfund med et menneske, en stemme, betingede det gamle regime, at ingen af deres embedsmænd /politifolk kunne anklages for noget som helst af det de havde gjort før 1994. Dvs. de satans bødler og politifolk, som havde tortureret og myrdet de politiske modstandere, kunne ikke stilles for en domstol. Derfor oprettede man Forsonings og Sandhedskommissionen med Desmond Tutu som formand.
Her kunne alle der selv eller havde familiemedlemmer, der var blevet torturetet eller dræbt af apartheid regimet komme til orde og fortalt hvad de selv eller deres familie havde været igennem. Du kan selv se nogle af beretningerne, hvis du går på Yoytube og søger på TRC Sydafrika, men jeg advarer, det er stærke sager. Man skal være noget af en hård hund for ikke at sidde med tårer i øjnene. Den har haft kolossal betydning selv  om den ikke har været en ubetinget succes. Men bare det at alle dem der har været ofre for apartheids grusomheder fik en mulighed for at fortælle offentligt, hvad de havde været igennem, var for dem en stor forløsning.

Tiggeri. Jeg kan altså ikke fordrage når der kommer tigger, mens jeg spiser, sagde Henk forleden aften, hvor vi sad på en udendørs restaurant. Ikke fordi der kom nogen og tiggede, men bare sådan i almindelighed.  Ja, sagde jeg begejstret. Det er ubehageligt at sidde og stoppe sig med lækker mad, når der står et menneske med et lidende udtryk og holder sig på maven.
Heldigvis er tjenerne som regel flinke til at jage dem væk, så vi andre kan få lov til at nyde den gode mad uden dårlig samvittighed. Det er irriterende at blive mindet om veredens uretfærdighed mens man spiser.
På den restaurant, hvor vi spiste, var det var virkelig lækker mad. Små stykker oksemørbrad i en eller anden karamellignede sovs med lidt grønt og goacamole til.
En anden dag jeg sad ved mit vandingshul i centrum, kom der en knægt på vel 10 år hen til mig. Køn knægt, og med det sædvanlige lidende udtryk holdt han sig på sin røde t-shirt på maven og holdt den anden frem. For en gang skyld da, hånden i lommen og han fik et par Rand. Bag ham stod andre drenge, hans kammerater, og da han havde fået pengene, så en af de andre også lidende på mig, og jeg gav ham en femmer. De gik lidt væk til en større dreng og jeg kunne se, at de gav ham pengene. Så kunne jeg se at den større dreng gik hen til en mand, der sad på en stol lidt længere nede af gaden og gav ham pengene. Det var ren Oliver Twist.
I går havde jeg så endnu oplevelse med en tigger. Jeg havde været ved Waterfront, det store område som beskrevet ovenfor. Det var ved blive mørkt, og jeg besluttede at tage hjem til Sea Point. Busserne, de officielle, mod Sea Point er enten holdt op med at køre eller kører en gang i timen, så jeg besluttede, som jeg havde gjort nogle gange før, at gå de 1½  kilometer ind til centrum og fange en afrikaner-taxi. Centrum af byen er noget forladt efter kl. 18 og så især på en lørdag aften. Da jeg skråede over en plads, stod der en noget forhutlet ung kvinde også med hånden på maven og en hånd strakt frem. Jeg afviste med den sædvanlige gestus, som jeg altid håber er et nej uden at være hoven. Da jeg så var kommet forbi hende kom en mand op på siden af mig, og begyndte at snakke.
Han fortalte om sig selv. Han havde det største underbid jeg nogensinde har set og manlglede sine to fortænder, som de farvede gør.
Han var en ærlig, det siger jeg dig fader, og han skulle nok beskytte mig her i byen. Ingen skulle nærme sig min ryg. Han kendte alle triksene, og jeg skulle ikke være bange. Hvor jeg skulle hen? Sea Point. Med bussen? Jeg skal nok følge dig hen til bussen. Du skal ikke være nervøs, father, jeg hjælper dig. Jeg er ikke som de andre. Jeg vil ikke have penge, men hvis du vil købe noget mad til mig og min søster. Hun er 21 og det var hende du gik forbi. Vi har ikke spist hele dagen. Vi har ikke noget at spise til morgenmad. Bare lidt til morgenmad. Der ligger en forretning lige herhenne. Den er åben. Han søster var fulgt efter os og var nu på siden af os. Vi var kommet til en gade, hvor der var flere mennesker. Se hun har brændt sin hånd og søsteren strakte sin hånd frem med et grimt brandar. Vi er forældreløse. Hun var 9 da hun mistede sin mor. Jeg er 29 og har siddet i fængsel i 7 år for røveri. Jeg blev tvunget ud i det da jeg ikke var ret gammel, se her og han strakte armen frem så jeg kunne se et eller andet, sandsynligvis en fængselstatovering, men det var for mørkt. Om jeg ikke nok ville købe noget morgenmad til dem? Jeg hev en tier op af lommen. Nej, han  ville ikke have penge, ingen penge. Han kunne ikke selv gå ind i forretningen, så det måtte jeg gøre. Please, father, vil du ikke nok. Han lød desperat. Jeg var egentlig ikke bange, mere utryg og irriteret over at han ikke ville gå, når jeg bad ham om det. Til sidst kunne jeg ikke stå for presset og gik med ham ind i forretningen og han for han til en af hylderne og tog den største pakke cornflakes han kunne finde. Jeg kunne ikke se prisen, men sagde nej, nej, den er for stor. Ok, father, så den her, og han tog en anden pakke med noget morgenmad. Er den her ok? Han tog en anden pakke. Vi gik hen  til kassen. Den kostede 60 Rand (25 kr), men jeg sagde nej, lod den stå på disken og gik iud af forretningen med ham efter mig. Father, du behøver ikke købe mælk, bare noget morgenmad. Stadig desperat klagende. Nå, men kan jeg så ikke få den 20’er du har? Nu var vi så kommet hen til den befærdede gade, hvor jeg skulle have en afrikaner-taxi. Pas på bilerne, father sagde han og trykkede på knappen til lysskift. Endelig da vi var over gaden, opgave han og ham og søsteren fortsatte ned af en anden gade.
Nu bagefter tænker jeg på hvad der skete.
Han mente det med at han ikke ville have penge. Var det plat? Ville han have mig med ind i forretningen fordi så vidste han at jeg ville købe for mere end jeg ville give ham i kontanter? Og hvis jeg så havde købt noget morgenmad til ham og søsteren, var det så for selv at spise det eller sælge det til nogle andre?
Endelig er der den mulighed, at de var sultne og ikke havde noget at spise til morgenmad. Den tanke kan jeg næsten ikke holde ud at tænke. Dér går jeg med tusindvis af rand på min konto, og så kan jeg end ikke unde en sulten mand og hans søster et måltid? Herregud. Hvad ville det betyde for mig, at give ham 100 Rand (45 kr.)? Overhovedet intet. Hvad så? Det ville – måske – have gjort forskellen for ham og hans søster og måske have givet dem troen på, at der trods alt stadig var en smule godhed i verden.
Eller også var han narkoman – på stoffer var han i hvert fald –  og skulle have til noget mad. Jeg aner det ikke.
Måske gjorde de to også st større indtryk på mig, fordi jeg samme eftermiddag havde være på Robben Island. Sejlturen til øen tager 45 minutter – i strålende solskin på dækket. Da vi var kandet blev vi kørt i busser op til selve fængslet. Der så vi så deres sovesal, deres toiletter, deres badeforholdl. Usle forhold.
Det største indtryk gjorde Tom Moses, en tidligere indsat. Han havde siddet der i 11 ½ år samtidig med Mandela og de andre politiske fanger. Selv om han sandsynligvis har holdt det samme foredrag hundredvis af gange før, så gjorde han det alligevel med indlevelse og kunne formidle deres hverdag og deres usle forhold. Dem der har set Bille Augusts film om Mandela, kan måske huske, at en af Mandelas sejre var, at fik overtalt ledelsen til at de sorte også fik lange bukser og sandaler. Det var standard for de farvede og inderne. Når de ankom,til øen, fik de udlevet to tynde tæpper, som de kunne ligge på eller have over sig, når det var koldt om vinteren. Det er en vinblæst ø midt ude på havet, så jeg kan godt forestille mig, at det var  koldt om vinteren. Og så gik deres hverdag med at hugge limsten til veje på fastlandet. Hverdag var alle dage. ALLE dage undtagen d. 1. januar. Uden nogen beskyttelse af nogen art. De fleste fik også alvorlige øjenproblemer efter deres løsladelse . Inkl Mandela.
Senere var Røde Kors på inspektion på øen og påpegede flere forhold, som var imod menneskerettighe­   derne og det forbedrede forholdene en smule.
Han fortalte om Mandela. Han var deres leder og deres father. Da han blev flyttet fra øen i 1990 til et fængsel på fastlandet, forsvandt deres father. Han efterlod et stort tomrum.  Så snakkede han om det nye Sydafrika. Vi er en ung natiom. Vi har ikke eksisteret i mere end 22 år, og vi kan knapt nok kravle endnu. Men vi skal opfylde Mandelas vision om en regnbuenation, hvor alle de forskellige folkeslag kan leve side om side i fremtiden. Han sagde det med stærk overbevisning uden at det blev sentimentalt.
Han sluttede med at sige, at han syntes det var stærkt af Mandela, at han kunne tilgive alle dem, der havde gjort uret imod ham. For hans eget vedkommende var han endnu ikke kommet så langt. Han var nær død af en bajonet i ansigtet,  havde fået revet finger og tånegle af, blev slået og ydmyget, og han kunne tilgive 80 %, og håbede han en dag kunne komme så langt, at han kunne tilgive 100 %.
Der går stadig bødler rundt i det nuværende sydafrikanske samfund og hæver deres pension, mens så mange af ofrene aldrig har fået noget som helst. Det må kræve meget hvis et menneske, der er blevet tortureret og fornedret, ofte uden retssag, ser sin bøddel køre forbi i sin store bil eller sidde på en restaurant med sin familie. Måske har de end ikke selv til et morgenmåltid.
Hvis der er nogen der er interesseret i at vide mere om hele perioden, så kan jeg på det varmeste anbefale Nelson Mandelas selvbiografi – Den lange vej til Frihed.

De sidste par dage har jeg lejet en bil og kørt lidt rundt i Cape Provinsen. Først til Citrusdal, 175 km. Nord for Cape Town. Der gik lige lidt nervøsitet inden jeg blev så nogenlunde sikker i at køre i venstre side.
Jeg kørte ud til det sted, hvor jeg var for mere end fyrre år siden. Stedet hedder ”The Baths”.
Man skal altid være varsom med at gå i sine egne fodspor, det kunne være en fuser. Det var det nu ikke sådan helt. Det ægtepar der ejedde det dengnag var begge døde. Ingen overaskelse. Den ældste af deeres børn havde haft stedet ind til for et par år siden, men havde nu solgt det en eller anden koncern. Den anden datter, hende jeg var forelsket i, boede nu i Australien og sønnen boede lidt længere ude af vejen. Jeg følte ingen tran til at opsøge ham. Jeg fik hans telefonnummer, så jeg kan skrive til ham.
Jeg overnattede der og brugte eftermiddagen til at bade i derees varme, virkelig varme, swimmingpool. Det varme vand kommer direkte fra undergrunden.
Dagen efter kørte jeg ud til kysten og overnattede på et hotel med udsigt over en bugt. Lækre omgivelser. Nu er jeg så tilbage i Cape Town og nyder de sidste dage.
Jeg kan se på vejrudsigten, at det bliver en kold omgang at komme hjem, men kan så lune mig ved tanken om det gryende forår.
Vi ses.

Kærlig hilsen
Ebbe.